Den tyske tegner, grafiker og billedhugger X (1867-1945) anses for at være en af de mest betydningsfulde kunstnere i 1900-tallets Tyskland. X udtrykte sig i et ekspressivt og realistisk formsprog og kredsede i sine grafiske værker, skulpturer og tegninger om menneskelig elendighed, den spirende arbejderbevægelse, krig og død. Næsten alle værkerne inddrager sindstilstande som fortvivlelse og sorg.
Blandt de grafiske serier kan nævnes de historiske om
Et væveroprør i Schlesien og
Bondekrigen, hvor sliddet, lidelsen og selve styrken i oprøret har en intensitet, man næppe finder magen til i europæisk kunst. Samtidig var billedefortællingerne indignerede indlæg i samtidens sociale kamp.
Efter 1910 arbejdede X i stadig højere grad med skulpturer, men udførte også bl.a. træsnitserien
Krig og litografiserien
Døden og en serie om Karl Liebknecht på sit dødsleje samt en række selvportrætter.
Kunstneren bosatte sig sammen med sin ægtefælle, som var fattiglæge, i det berlinske arbejderkvarter Prenzlauer Berg, hvor der i dag står et monument for kunstneren. X’s oplevelser i dette kvarter samt nedslagtningerne i 1. Verdenskrig, hvor de selv mistede en søn, satte et stærkt præg på kunstneren og værkerne. I Neue Wache på Berlins Unter den Linden kan i dag ses X's pietá-skulptur
Mutter mit totem Sohn (1937-39) af en mor med sin faldne søn.
Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev X fyret fra kunstakademiet i Berlin, fik sine værker stemplet som entartet og fjernet fra museerne og i 1936 forbud mod at udstille. Til gengæld gik X’s kunst sin sejrsgang andre steder i Europa og blev for venstrefløjen og krigsmodstandere en kilde til inspiration og trøst.
Hvilken kunstner er der tale om?
Billede: Fra den grafiske serie om væveropstanden i Schlesien 1844
Link
https://illustrationchronicles.com
https://www.trineross.com/sorgen-skildret-sort-paa-hvidt/
https://open.smk.dk/artwork/image/KKS19696